Gi’ dit tag snesikring

Efter de senere års lange vintre med usædvanlig megen sne og hård frost er det en god idé at kigge sit tag godt og grundigt efter i sømmene, nu hvor vinteren igen står for døren.

Mange tons på taget

Kong Vinters lange favntag med store snemængder og lange perioder med frost har fået sneen til at ligge længere end sædvanligt – og sne vejer en del efterhånden, som den komprimeres. Vægten kan variere mellem 30 kg og 400 kg pr. kubikmeter, så der kan sammenlagt ligge rigtig mange tons på en tagflade. De dramatiske historier om sammenstyrtede tagkonstruktioner har helt naturligt fået mange op på taget for at fjerne sneen, men det har desværre ført til skader på f.eks. tagsten og udluftningshætter. Det er helt rigtigt at fjerne sneen, men lad ca. 20 cm ligge, så du ikke uforvarende kommer til at hakke sneskovlen ned i f.eks. tagstenene. Eventuelle skader skal udbedres så hurtigt som muligt.                 

Invester en halv time i et sundhedstjek

Gå en tur rundt om dit hus og tjek i første omgang taget nedefra. Se efter om tagrender og nedløbsrør er tætte og sidder korrekt efter presset fra tidligere års store snemængder. Tag en stige og kravl op, så du har et godt overblik over tagfladen. Her afsløres det hurtigt, om der er knækkede tagsten, frostsprængninger, ødelagte taghætter eller løstsiddende rygningssten. Få skaderne udbedret så hurtigt så muligt, så der ikke sker skader på de underliggende konstruktioner. Husk også at rense tagrenderne og kravl op på loftet for at efterse taget indefra.

Den halve time, du investerer i at tjekke taget, kan på længere sigt spare dig for rigtig mange skader, ærgrelser og ikke mindst penge. Du kan også vælge at få en håndværker til at gennemgå dit tag f.eks. en af Moniers dygtige Tagpartnere, der er specialister i tag. På www.monier.dk finder du din lokale Tagpartner.  

Du kan snesikre dit hus for under kr. 1.000

Den megen sne har også gjort det aktuelt at snesikre taget. Du har sikkert oplevet store mængder sne, der pludselig løsner sig og med lynets hast skrider ned fra taget og begraver indgangen til din bolig. Det er ikke helt ufarligt og kan føre til alvorlige personskader og skader på ting. Det kan dog nemt undgås med en praktisk snesikring over indgangen. På rejser i Norge, Sverige og Alpelandene har du sikkert allerede set denne form for snesikring, der bedst kan beskrives som et lavt ”rækværk” af metal, der er monteret nederst på taget og på den måde forhindrer sneen i at skride.  Hos Monier har vi fremstillet en lille praktisk snesikringspakke, så du for under kr. 1.000 kan sikre adgangsforholdene til dit hus. Pakken indeholder en komplet galvaniseret snesikringsløsning (skinne på 150 cm, snebøjler og mellemtappe).            

Ønsker du flere informationer så kontakt venligst Monier på telefon 96 31 61 00.