6/2017: SORTGLASEREDE DANTEGL PÅ DEN FRANSK REFORMERTE PRÆSTEGÅRD

I den inderste del af København ligger de gamle fredede ejendomme tæt. Mange blev opført for 300-400 år siden og gemmer på spændende beretninger om både anvendelse og tidligere beboere. I Gothersgade med udsigt til Rosenborg Slot og Kongens Have ligger en af hovedstadens mange kirker, Den Fransk Reformerte Kirke, og i gaden Åbenrå, der løber parallelt med Gothersgade, ligger Den Fransk Reformerte Præstegård. Den gråkalkede ejendom, der i dag rummer Akademisk Arkitektforening, blev i 2014-15 renoveret og ombygget. I den forbindelse blev der oplagt et nyt tag med håndstrøgne, sortglaserede Dantegl vingetagsten.

Håndstrøgne Dantegl, sortglaserede
Den Fransk Reformerte Præstegård med sortglaserede, håndstrøgne Dantegl vingetagsten.

Det var på initiativ af dronning Charlotte Amalie, at der i 1689 blev opført Reformert Kirke til de tysk-hollandske og franske reformerte menigheder i København. Den reformerte kirke adskiller sig fra folkekirken ved at bygge på reformatorerne Ulrich Zwingli og Jean Calvins lære, hvor folkekirken bygger på Martin Luthers opfattelse af kristendommen. I tilknytning til kirken, som stadig er i brug, blev der anlagt kirkegård, opført to skoler, to præstegårde, et plejehjem og et opdragelseshjem. Ved Københavns brand i 1728, hvor over en fjerdedel af byen nedbrændte, blev også Den Fransk Reformerte Præstegård flammernes bytte. I 1730-32 blev en ny præstegård opført efter tegninger af den hollandske arkitekt Philip de Lange, der var indvandret til Danmark i 1729.

Håndstrøgne, sortglaserede Dantegl
Håndstrøgne, sortglaserede Dantegl

I begyndelsen af 1960’erne købte Staten ejendommen, der efter en større ombygning, hvor bl.a. facaden ændrede udseende, blev hjemsted for Musikhistorisk Museum. I 2014 blev ejendommen Åbenrå nr. 32-36 overtaget af ejendomsselskabet Karberghus A/S, der har specialiseret sig i fredede, velbeliggende og historiske ejendomme i det indre København. Et omfattende restaureringsarbejde, som Ole Hagen Arkitekter stod i spidsen for, blev igangsat. I den forbindelse blev det med hjælp af gamle taksationsforretninger gennemført af Københavns Brandforsikring i 1751 og 1802 fastslået, at der oprindelig var oplagt sortglaserede vingetagsten på Den Fransk Reformerte Præstegård.

Det er der atter, for på den smukke byejendom blev der i 2015 oplagt håndstrøgne, sortglaserede Dantegl vingetagsten. 

Sortglaserede, håndstrøgne Dantegl
Tårnet på Den Fransk Reformerte Kirke i Gothersgade i København.
Sortglaserede, håndstrøgne Dantegl
På kirkens tag er der ligeledes oplagt sortglaserede vingetagsten.