Det gamle kongeslot

En smukkere og mere betagende beliggenhed skal man lede længe efter. Her er det hele – bøgeskov, park og udsigt til både Lillebælt og øen Fænø. Var det en ejendomsmægler, der skulle klassificere ejendommen i forhold til beliggenhed, så må det være en klar 5’er med pil opad. Vi befinder os på Hindsgavl Slot på den vestligste spids af Fyn. Stedet, der i dag er indrettet til kursuscenter, blev i 2003 overtaget af ejendomsselskabet Realea A/S og har siden da gennemgået en gennemgribende renovering og modernisering. Det gælder både selve hovedbygningen og den store avlsgård, hvor den tidligere svinestald, kostald og ladebygning nu er indrettet til hotelværelser og konferencelokaler. Et smukt syn på en solrig forårsdag, hvor bygningernes nyoplagte tagflader med røde vingetagsten lyser op i landskabet.

Hindsgavl Slot
Hindsgavl Slot blev overtaget af Realea A/S i 2003 og har lige siden gennemgået en omfattende renovering.

Da den svenske konge gik over isen

Hindsgavl Slot kan føre sin historie helt tilbage til 1231. På den skovklædte halvø ”Hegnet”, der var kongeligt jagtterræn og fungerede som et brohoved til Jylland, byggede kongen meget naturligt en borg. Her er blevet både kæmpet og indgået fredsaftaler. I september 1295 mødtes den danske konge Erik Menved og den norske konge Erik Magnusson på stedet for at underskrive en fredsaftale, og i januar 1658 gik den svenske konge Karl Gustav X over det tilfrosne Lillebælt med sin hær. Han havde hærget og skabt rædsel i Jylland og fortsatte på Fyn, hvor også Hindsgavl blev ødelagt. Borgen blev aldrig genopbygget. Store dele af murværket styrtede i havet ved en storm i 1694, mens de tilbageværende materialer blev brugt til andre byggerier i omegnen, bl.a. det nuværende Hindsgavls hovedbygning, som Christian Holger Adeler lod opføre i 1784. Det var murermester Jens Jensen, der stod for selve opførelsen, mens Hans Næss havde tegnet den pompøse bygning i klassicistisk stil. Hindsgavls hovedbygning i to etager er opført af røde mursten på en sokkel af tilhuggede granitkvadre. Den store valmede tagflade er dækket med røde vingetagsten.

Hindsgavl Slot med håndstrøgne Dantegl vingetagsten.
1. Lysthuset Sorgenfri i parken.
2. Lillebælt set gennem alléen.
3. Hindsgavl Slot mellem høje træer.

Selvstændighed og støvletramp

I 1814 var Hindsgavl Slot rammen om en begivenhed, der førte til, at Norge blev en selvstændig nation. På stedet underskrev Danmarks og Norges konge Frederik VI den 16. januar en fredsaftale, der skilte Norge fra Danmark. Det førte fire måneder senere, den 17. maj 1814 til Norges første frie forfatning og valget af tronarvingen prins Christian Frederik til norsk konge. Anden verdenskrig satte også sine spor på Hindsgavl. Slottet blev først brugt til indkvartering af tyske tropper og siden som interneringssted for danske officerer og som lazaret for sårede tyske soldater. Efter befrielsen i maj 1945 rykkede engelske soldater ind, og de forlod først godset året efter, hvorefter der fulgte to års omfattende renovering af de ødelagte bygninger.

Fra svinestald til hotelfløj

De imponerende avlsbygninger er blevet ødelagt af brand to gange, i 1858 og i 1977, men begge gange genopbygget i den oprindelige stil. Godsets malkekvægsbesætning forlod stalden i 2002, og seks år senere blev der taget fat på renovering og nyindretning, så den gamle kostald med sit rustikke præg i januar 2009 kunne tages i brug som hotelfløj. Samtidig blev der taget fat på at renovere den gamle svinestald. Arbejdet, der bl.a. omfatter en totalrenovering af tagkonstruktionen med nye kobberkviste og håndstrøgne røde Dantegl vingetagsten, afsluttes i foråret 2010, hvor omgivelserne reetableres med ny stenbelægning. Også her er det de gode, gamle arbejdsmetoder og traditioner, der tages i brug.

Det er en oplevelse og en stor glæde at få lov til at arbejde på så stort et projekt, hvor der lægges vægt på kvalitet og håndværksmæssige metoder, der går flere hundrede år tilbage i tiden. De økonomiske rammer er ikke ubegrænsede, men tingene er gennemtænkte såvel indvendigt som udvendigt, så der efter renoveringen fremstår en bygning, der kvalitetsmæssigt går smukt i spænd med hovedbygningen, der kan føre sin historie tilbage til 1784.

Den udtalelse fik vi fra en af de håndværkere, der har arbejdet med renoveringen af Hindsgavl Slot siden 2003 og netop nu er i gang med den sidste finish omkring den gamle svinestald. Den næste bygning, som står for tur, er den imponerende ladebygning.

Hindsgavl Slot med håndstrøgne Dantegl vingetagsten.

Den hvide dame

Hindsgavl Slot har også sit eget genfærd, den hvide dame, der huserer i parken ved midnatstide. For dem, der møder hende, og det er især mænd, fremstår hun som en flygtig hvid skygge, der hurtigt forsvinder igen med et eftertrykkeligt og højlydt suk. Historien vil vide, at den hvide dame i virkeligheden er genfærdet af en ung brud, der skulle giftes med herremanden på Hindsgavl. På vejen til sit bryllup, der foregik i en blomstersmykket karet, stejlede de fire forspændte heste pludselig, og kareten vælter i en sø, hvor den unge brud druknede. Den ulykkelige brudgom stod fortvivlet tilbage, og det forlyder, at den vielsesring han skulle have placeret på sin tilkommendes finger, den dag i dag befinder sig et sted på Hindsgavl Slot.    

Der er offentlig adgang til voldstedet og parken omkring Hindsgavl Slot. Læs mere på www.hindsgavl.dk.

Hindsgavl Slot