Dantegl på taget går aldrig af mode

Hos Monier har vi en lang tradition for at fremstille tegltagsten – både i Danmark og rundt om i hele verden. Hvert et land har sine traditioner for tagdækning med tegl, der som oftest kan føres flere hundrede år tilbage i tiden. Således også i Danmark, hvor vi siden 1100-tallet har mestret kunsten at brænde tegl. Vingetagstenen med den smukke bølgede profil har i generationer hørt til blandt favoritterne, når vi danskere skulle bygge nyt eller renovere det gamle nedslidte tag. På Volstrup Teglværk i Nordjylland har vi siden 1898 fremstillet denne klassiker blandt tegltagsten, der er kendt for kvalitet og sin smukke farveglød. Der er naturligvis tale om Dantegl.

Nyopført minimalistisk villa med en rigtig klassiker på taget - blådæmpet Dantegl.
Nyopført villa med en rigtig klassiker på taget - blådæmpet Dantegl, der udmærker sig ved sit flotte farvespil.

Inden for de seneste 10 år har vi oplevet en markant forøgelse i udvalget af tegltagsten på det danske marked. Som oftest er der tale om tegltagsten produceret på teglværker syd for grænsen, i Tyskland, Holland og Polen. Flere lande i Europa har før Danmark oplevet en nedgang i byggeriet, så der har været en overproduktion af tegltagsten, som bl.a. er blevet afsat i Danmark. Helt nye typer, profiler og farver har på den måde fundet vej til danske byggerier.

Modestrømninger inden for byggeri

Som det gør sig gældende inden for tøj og boligindretning, så er der i høj grad også mode i valget af byggematerialer. Strømninger der skifter med jævne mellemrum og dømmer bestemte materialer og farver ude i kulden eller inde i varmen. I mange år var træ og klinker således de eneste rigtige materialer til gulvbelægning, mens gulvtæppet var dømt ude. Nu vender strømmen, og vi vil atter have bløde væg til væg tæpper. Et andet eksempel er vores brug af farveskalaen. Efter nogle år med hvide og cremefarvede nuancer på væggene vender bøtten, og der skal atter knald på farverne. Mode er der også inden for valget af tagmaterialer, selvom den måske ikke er så entydig og udpræget, som inden for andre områder.

Blådæmpet Dantegl vingetagsten
Nyopført villa med blådæmpede dantegl
Den blådæmpede Dantegl tagsten er kendetegnet ved det flotte farvespil, der varierer fra brunlig over skifergrå til blålig. Ikke to af de gennemfarvede tagsten er ens, hvilket giver en helt unik tagflade. Farveskiftet fra rød til blådæmpet foregår i en ekstra specialbrænding. Den blådæmpede og sortglaserede Dantegl vingetagsten var tidligere noget, man kun så på slotte og herregårde, men her er vingetagstenen med det karakteristiske smukke farvespil brugt på en moderne, minimalistisk villa, hvor den spiller flot sammen med den valgte facadesten.

Sorte nuancer og glaserede tegltagsten

En tur rundt i et moderne boligkvarter anno 2010 afspejler dog nogle klare tendenser. Tidligere var det de røde tage, som dominerede, men i dag er det helt klart de mørke nuancer, som sætter præg på den femte facade. De glaserede tegltagsten, som man tidligere kun så på slotte, herregårde og andre pompøse bygningsværker, er ligeledes blevet en markant del af moderne dansk boligbyggeri.

Hvor man tidligere kunne komme til et villakvarter, hvor såvel husenes udseende som deres tagdækning var stort set ens, er der i dag langt større variation. Tidligere tiders ensartethed er blevet afløst af et moderne dansk boligbyggeri, hvor det individuelle og unikke er i højsædet. Og i den henseende har det stadigt voksende udvalg af byggematerialer og herunder ikke mindst tagsten haft en stor betydning. Der er kommet langt mere fokus på valget af tag, for et tag er ikke længere bare et tag, der skal kunne modstå vejrgudernes luner. Vi er mere end nogensinde opmærksomme på, at taget skal spille sammen med husets øvrige arkitektur, facader og farvevalg. Når man taler med folk, der går med tanker om at bygge nyt eller renovere et nedslidt tag, står det klart, at der bruges mere tid på at finde den helt rigtige løsning for netop at opnå det individuelle og helt rigtige udtryk.

Sortengoberet Dantegl vingetagsten
tagrenovering og tilbygning med sortengoberet dantegl

Den sortengoberede Dantegl er nyeste skud på stammen. En tagsten, der med sin dybe, matsorte farve passer godt ind i tidens strømninger, hvor de mørke farver dominerer. Det giver helt nye muligheder for at lave spændende kombinationer mellem taget og facaden, hvor de traditionelle gule og røde murstenstyper de seneste år har få konkurrence fra langt mørkere grå og sorte mursten. Her har husejeren valgt sortengoberet Dantegl i forbindelse med renovering og ny tilbygning. At en tagsten er engoberet betyder, at den tørre, ubrændte overflade er påført et indfarvet lerlag før brændingen. De to lag smelter sammen under brændingen, så den farvede overflade fremstår som en integreret del af tegltagstenen. I forhold til tagsten, der ikke har fået denne behandling, så har den engoberede tagsten en tættere struktur i overfladen.

Meget mere end blot en rød klassiker

Dantegl er en klassiker på danske tage. En tagsten der aldrig går af mode, fordi den mere end nogen anden tagløsning er skræddersyet til dansk byggeskik. En tegltagsten der igennem generationer har været lig med god stil og høj kvalitet. Når man siger Dantegl, siger man også samtidig ægte teglrød, den smukke røde farve med glød og varme, der i århundreder har dækket Danmarks tage godt og grundigt. Tag en tur gennem den ældste bydel i hvilken som helst større by, Skagen, København eller Odense, og du vil se røde Dantegl-tage i tusindvis. Danmark er et rigtigt teglland, og Dantegl er en del af dansk kultur og historie.

Dantegl er fulgt med tiden

Men som mange allerede har fundet ud af, så er Dantegl meget mere end nostalgi og røde tage. Den røde vingetagsten er fulgt med tiden, så den i dag også leveres i flere mørke farver: mocca, blådæmpet, glaseret sort og engoberet sort. Vi har besøgt tre forskellige boliger, både nybyggeri og renovering, hvor den klassiske Dantegl vingetagsten på en og samme tid spiller sammen med moderne, minimalistisk byggestil og giver nyt liv til 60’ernes og 70’ernes boligbyggeri.

Mocca Dantegl vingetagsten.
tagrenovering med moccafarvet dantegl
Den moccafarvede Dantegl vingetagsten har en varm, mat brunlig overflade. Et spændende alternativ til den klassiske røde Dantegl. En stilfuld tagsten, der skiller sig ud og spiller smukt sammen med såvel mørke som lyse facader. Her er det en typisk 70’er villa med rustikke røde facadesten, der har fået helt nyt liv med moccafarvede Dantegl.

Du kan læse mere om Dantegl i vores produktbrochure, som du også kan downloade her. Du kan også se flere referencebilleder med Dantegl på www.monier.dk  og prøve vores nye tagberegner, hvor du kan vælge forskellige hustyper og efterfølgende kombinere facadefarver med Moniers store udvalg af tagsten.