Nyttig viden om tilbehør til taget

Læs mere om det nye rygningsbånd Figaroll PLUS, der er endnu mere stabilt og formbart, den nye indfarvede tagfod i 2 meters længde, skotrendeløsninger og faldstammeudluftning. 

Figaroll PLUS

Figaroll PLUS rygningsbånd – endnu mere plastisk og formstabilt

Figaroll PLUS er en videreudvikling af det populære Figaroll rygningsbånd, der udmærker sig ved en stor formstabilitet og en fantastisk klæbeevne. De unikke egenskaber har vi forstærket yderligere med det avancerede Figaroll PLUS, hvor strækmetallet er erstattet af en indfarvet og plisseret aluminiumsfolie, der er endnu mere plastisk og formbar, hvilket nemt og hurtigt får rygningsbåndet til at smyge sig langs tagstenene. Figaroll PLUS er som sin forgænger utrolig nemt at arbejde med. Her kræves ingen former for specialværktøj blot et par hænder og en trykrulle. Det nyudviklede ventilationssystem, der består af flere gennemgående kanaler udformet i det specielle, stærke og UV-stabiliserede polypropylenfilt, sikrer en optimal ventilation, hvor kondens effektivt bortledes, mens fygesne og slagregn forhindres i at trænge ind i konstruktionen.

For at opnå det bedste resultat er det vigtigt, at tagstenens overflade er både ren og tør, før arbejdet med Figaroll PLUS påbegyndes. Figaroll PLUS, der leveres i ruller á 5 meter anvendes til inddækninger af rygninger og grater.

Tagfod og skotrende

Indfarvet tagfod i 2 meters længde

Hos Monier har vi fokus på, at tingene passer sammen og danner en helhed også rent æstetisk. Den klassiske tagfod har vi således indfarvet, så der skabes helt nye muligheder for et mere helstøbt indtryk og en flottere overgang mellem selve taget og tagrenden. Den indfarvede tagfod fås i rød og sort og leveres i længder på to meter, hvilket tillige gør monteringen nemmere og hurtigere.

Konstruktion af skotrender

Vores store tilbehørsprogram omfatter også klassiske aluminiumsskotrender til konstruktion af forsænkede skotrender. Der medfølger blindfals til fastgørelse. Blindfalsen bukkes og skrues fast i toppen af den foregående skotrende, således at de "står" ovenpå hinanden opad i renden. Skotrenden, der leveres i 1 meters længde, sømmes fast med varmgalvaniserede papsøm.

Forsænkede skotrender

Husk i den forbindelse, at skotrenden skal konstrueres som en forsænket skotrende. Det er ikke noget nyt, men vi nævner det, da vi stadig ser mange skotrender, der er konstrueret forkert, dvs. ovenpå spærene uden ekstra sikkerhedsforanstaltning. Mange års erfaring har vist, at den bedste og mest sikre konstruktion er den forsænkede skotrende. Det er den konstruktion, som giver langt de færreste problemer med efterfølgende utætheder og fugtindtrængen. Det er også denne metode, som anbefales i BYG-ERFA blad (27) 97 11 25, der omhandler undertag – udførelse og detaljer. I forbindelse med B&C DANFLOCK®, der oplægges uden brug af undertag, kan skotrenden dog lægges oven på spærene.

Faldstammeudluftning

Faldstammeudluftning

En ellers harmonisk tagflade, der brydes af forskellige former for ventilationskanaler, flexaftræk og faldstammeudluftninger, er måske ikke altid lige køn, men de er helt nødvendige for at ventilere boligen, så der sikres et sundt, godt og behageligt indeklima. En faldstammeudluftning, der er forbundet med husets kloaksystem, sikrer en direkte udluftning over hustaget. Lugtgener fra afløbssystemet trænger altså ikke ind i boligen, men ledes bort via faldstammeudluftningen.

Et kloaksystem skal kunne ånde via taget

Af rent æstetiske grunde og for at undgå at lave gennemføringer i tagkonstruktionen vælger nogle håndværkere og husejere at erstatte faldstammeudluftningen med en såkaldt vakuumventil – og det gælder i forbindelse med både nybyggeri og renovering. En vakuumventil, der ofte fejlagtigt omtales som en udluftningsventil, kan aldrig erstatte den traditionelle ventilation af afløbsinstallationerne via faldstammeudluftningen på taget, da vakuumventilen kun kan suge luft ind, den kan ikke puste luft ud. Opstår der overtryk i kloaksystemet, kan det føre til alvorlige luftgener på badeværelset. Et kloaksystem skal kunne ånde, så det er helt nødvendigt med en faldstammeudluftning.
         
Ønsker du flere informationer, så kontakt vores kundeservice på 96 31 61 00 eller klik ind på www.monier.dk.

hvad er byg-erfa?

BYG-ERFA, der blev etableret i 1977, er en uafhængig organisation, der har til formål at medvirke til at øge den tekniske kvalitet i byggeriet. BYG-ERFA indsamler og bearbejder byggetekniske erfaringer og formidler dem i form af erfaringsblade. Hensigten er at forebygge og udbedre svigt og skader på den mest hensigtsmæssige måde og således være med til at indarbejde gode byggetekniske erfaringer fra praksis videst muligt.

 

 

MERE FRA TAGET NR. 2: