Stilsikker og helt plan tagløsning

Udvalget af tagmaterialer har aldrig været større, end det er i dag. Her er noget for hver en smag og ikke mindst pengepung. I Danmark har vi en vis forkærlighed for tagsten med en bølget profil, tænk blot på den klassiske Dantegl vingetagsten eller den økonomisk attraktive B&C betontagsten, men nye og anderledes tagstenstyper trænger sig på, nemlig de helt plane tagsten. Moniers produktprogram omfatter Turmalin, der er en falstagsten, og Minster, der er en betontagsten.

Minster anvendt som både tag- og facadebeklædning på nybygget villa.
Minster anvendt som både tag- og facadebeklædning på nybygget villa.

De nye plane tagstenstyper passer godt til den minimalistiske byggestil med lige flader, store glaspartier og en forholdsvis beskeden taghælning. Turmalin kan f.eks. lægges på tagflader helt ned til 15°. I forbindelse med renoveringen af ejendomme, hvor der tidligere har ligget naturskifer eller eternitskifer®, er såvel Turmalin som Minster ligeledes et godt alternativ, hvis ejeren ønsker at fastholde husets udseende og stilmæssige udtryk.     
   
Vi har besøgt 3 vidt forskellige byggerier: en nybygget og næsten færdig villa, hvor der er oplagt Turmalin, et byhus fra 1930’erne, hvor der ligeledes er oplagt Turmalin som erstatning for et nedslidt tag med eternitskifer®, og endelig et helt unikt hus, hvor der er anvendt Minster til både tag og facadebeklædning. 

Minster betontagsten.

Tagsten som både tag og facade

Det er ikke underligt, at folk kigger en ekstra gang, når de passerer forbi villaen, der ligger med udsigt over Tjele Langsø, for det er et helt unikt og meget anderledes byggeri tegnet og opført af den lokale tømrermester Kjeld Jensen, Sjørring.

Det var Minsters plane overflade, der gav mig idéen til, at den også kunne bruges som facadebeklædning, fortæller Kjeld Jensen. Før jeg gik i gang, kontaktede jeg Monier, som måske nok var lidt forundret over mine planer, men ellers ikke kunne se nogen problemer i at bruge betontagstenene som facadebeklædning. Såvel taget som facaderne, der har en hældning på 80°, er konstrueret med Divoroll undertag, afstandslister og lægter. I modsætning til en traditionel tagbeklædning, hvor hver tredje tagsten er fastgjort til lægterne, så har jeg valgt at fastgøre hver eneste tagsten. Væggenes hældning har skabt lidt problemer indendørs i forbindelse med ophængning af billeder, men også det har vi fået løst hen ad vejen. Tagrenderne er placeret langs jorden, hvilket gør det nemt, når de skal renses for blade og smågrene. Bortset fra vinduesrammer og endegavle, der er beklædt med træ, så er det et meget vedligeholdelsesfrit hus.

Turmalin falstagsten fra Monier.
Turmalin falstagsten.

Renovering med Turmalin

Et nyt hus, hvor man som bygherre selv sætter sit individuelle præg på hver en detalje, alt lige fra placeringen på grunden til udformningen og valget af materialer, er for mange den ultimative drøm. Andre foretrækker en ældre ejendom, der fra første færd har sjæl, og hvor det handler om at sætte sit personlige præg på både det indre og det ydre gennem ombygning og renovering. Det kunne f.eks. være en nedslidt byejendom opført i 1930'erne.

Da vi købte huset var taget så utæt, at det krævede en hurtig indsats, fortæller ejeren. Vi har igennem hele renoveringen forsøgt at bevare så meget af husets oprindelige udseende ved at benytte materialer, der passer ind i stilen. Vores plan var også at udskifte de utætte eternitskiferplader med et tilsvarende tag. En af håndværkerne anbefalede os dog at kigge nærmere på Turmalin fra Monier. Når man står med en enkelt tagsten i hånden, er det meget svært at danne sig et helhedsindtryk, så vi tog ud og kiggede på et nybygget hus med Turmalin. Efter den tur var vi ikke i tvivl, og vi er da også meget tilfredse med det færdige resultat, som passer godt ind i 30'er husets stil.

Turmalin engoberet sort fra Monier.

Sort i sort

Da Kaj Torp skulle bygge nyt hus i naturskønne omgivelser i Restrup Enge tæt på Aalborg, var der ikke så stor diskussion om, at der skulle en plan tagsten på taget, det var mere farven, der voldte problemer.

Når man skal bygge nyt, så er det ikke tagfladen, der kommer i første række, når der skal vælges materialer, fortæller bygningssnedker Kaj Torp. Det handler først og fremmest om facaden, hvilket måske er lidt underligt, når man tænker på, hvor dominerende en tagflade kan være. Vi havde bestemt os for en gråsort facadesten og en speciel type vinduer med mørke rammer, men vi var meget i tvivl om farven på taget. Valgte vi en sort tagsten, var vi umiddelbart bange for, at huset ville blive for mørkt og trist. Efter lange overvejelser stod vi med valget mellem den mørkegrå Minster og den sortengoberede Turmalin. I sidste ende valgte vi Turmalin, hvilket vi bestemt ikke har fortrudt, efter vi er færdige med at oplægge taget. Vi synes selv, materialerne og de mørke nuancer spiller flot sammen og danner en helhed. Turmalin er en fantastisk stærk falstagsten med en flot finish, og så er den tilmed nem at oplægge.            

Vil du vide mere om Turmalin og Minster, så besøg altomtaget.dk, hvor du også nemt og hurtigt finder nærmeste forhandler og håndværker, der kan hjælpe dig med oplægning og tilbud på et nyt tag. 

Turmalin
Længde: 475 mm
Bredde: 280 mm
Dækbredde: 239 mm
Lægteafstand: 355-380 mm
Forbrug: 11,5 stk./m²
Vægt: 4,4 kg/stk.
Taghældning: 15°
Farver: Natur rød, engoberet sort, lys grå, rød, ædelengoberet kastanje, sort, mørk grå
minster
Længde: 420 mm
Bredde: 330 mm
Dækbredde: 300 mm
Lægteafstand: 312-340 mm
Forbrug: 9,7 stk./m²
Vægt: 5,3 kg/stk.
Taghældning: 17,5°
Farver: Mørk grå
Minster betontagsten

MERE FRA TAGET NR. 3: