Med sans for detaljer og historien bag

Blot 15 minutters kørsel fra Aalborg centrum ligger landsbyen Godthåb og en helt speciel ejendom, som det seneste halvandet år har gennemgået en omfattende renovering. Med sans for detaljer, udsøgte materialer og ikke mindst stedets sjæl og historie er den tidligere administrationsbygning til Zincks Fabrikker forvandlet til 6 unikke ejerlejligheder.

Godthåb Hammerværk

Der er lavet en plan for hele det tidligere industriareal, som med tiden skal udvikles til et attraktivt boligområde. Første etape er renoveringen af administrationsbygningen, som vi tog fat på i marts 2010, fortæller Karsten Resen Holm, Q Byg og Montage ApS, som står for det store projekt. Da der er tale om en bevaringsværdig bygning, stilles der krav til valget af materialer, farver og hvad, der må forandres med hensyn til det ydre, så vi har igennem hele processen været i tæt dialog med arkitekt Ulla Kristensen, Plan & Byg, Aalborg Kommune.          

Tro mod den oprindelige arkitektur

Før den omfattende renovering blev igangsat i 2010, var størstedelen af administrationsbygningens tag beklædt med skifereternit. Gamle fotos og selve spærkonstruktionen afslørede dog, at bygningen var opført med røde vingetagsten. Det oprindelige udtryk er nu reetableret med røde Dantegl model Gammel Dansk fra Monier. Administrationsbygningen er opført i 1877.

Rød Dantegl Gammel Dansk

Vi har såvel udvendig som indvendig haft stor fokus på ejendommens historie, og vi har forsøgt at være så tro som muligt over for den oprindelige arkitektur. Det gælder vinduernes udseende og farve, kvistenes udformning og så naturligvis det karakteristiske røde tegltag. Der, hvor vi har måttet opføre nyt murværk, er der anvendt gamle, afrensede mursten for at opnå den samme patina, som det oprindelige murværk har fået efter mere end 100 års påvirkning fra vind og vejr. Indvendig har vi også bevaret en del af den oprindelige bygnings mange smukke detaljer, det gælder f.eks. murværket, de åbne nicher og ikke mindst kampestenssoklen, som fremstår synlig flere steder i stueplanet. Selve soklen er et kapitel for sig, for før vi kunne tage fat på renoveringen, måtte vi understøtte soklen hele vejen rundt for at stabilisere bygningen.

Den tidligere administrationsbygning til Zincks Fabrikker i Godthåb syd for Aalborg.
Den tidligere administrationsbygning til Zincks Fabrikker i Godthåb syd for Aalborg.

Dansk industrihistorie

I dag er det mere idyl end industri, der præger det store bygningskompleks tæt på Guldbækken, som i århundreder skabte grundlaget for først en papirmølle og sidenhen Godthaab Hammerværk. I 1858 købte smed Christian Zinck fra Sejlflod den nedlagte papirmølle, hvor han indrettede et hammerværk til produktion af landbrugsredskaber og værktøj. Blot 10 år efter overtagelsen tog Christian Zinck og sønnen Niels fat på en gennemgribende modernisering og udbygning. Der blev gravet lange kanaler, og som afløsning for det gamle, slidte vandhjul blev der installeret en moderne turbine, som drev hammerværkets forskellige pressere og hamre.

Hurtigt udviklede smedjen sig til en egentlig industrivirksomhed, der blev landskendt under navnet Zincks Fabrikker. Hammerværket, der var i brug helt frem til 1977, er i dag indrettet som museum, hvor man får et godt indblik i den tidligste danske industrialisering, som i vidt omfang var baseret på vandkraft. Zincks Fabrikker, som ikke mindst var kendt for produktionen af haveredskaber, blev i slutningen af 1980’erne overtaget af den finske virksomhed Fiskars. Produktionen er i dag helt stoppet på det gamle hammerværk. Læs mere på www.godthaab-hammervaerk.dk.

Rød Gammel Dansk

Unik i både størrelse og udformning

Den tidligere administrationsbygning indeholder 6 lejligheder, der er vidt forskellige i både størrelse og udformning. Den ene af lejlighederne har f.eks. et boligareal på 278 m² fordelt på tre plan. 

Der har på alle områder været tale om et omfattende renoveringsprojekt, hvor der er kræset for detaljerne og fundet nye, spændende måder at løse tingene på. Da der var flest, var der mellem 25 og 30 håndværkere beskæftiget. Og resultatet, det synes jeg godt, vi kan være stolte af, siger Karsten Resen Holm.

MERE FRA TAGET NR. 6: