Tag i tiden

Tegltagsten – et billede på Danmark

At brænde ler til tegl og bruge det som byggemateriale er en ældgammel opfindelse, der antagelig blev gjort for 5.000 år siden i Mesopotamien, i dag en del af Irak. Men også kineserne var blandt de første, der mestrede kunsten. Fra Mellemøsten blev håndværket at forme og brænde tegl ført til Grækenland og Italien af opdagelsesrejsende, handelsfolk eller pilgrimsrejsende, og herfra spredtes den fantastiske opfindelse til hele Europa. Det var formentlig franske munke, som førte teglbrændingskunsten til Danmark og det øvrige Norden omkring midten af 1100-tallet.

I starten var tegl eller de ”bagte sten”, som de meget rammende blev kaldt, et kostbart materiale, som kun kirken, kongen og adelen havde råd til at bruge, så de første, kendte teglstensbyggerier var klostre, kirker, borge og fæstningsanlæg. Roskilde Domkirke, Dannevirke i Slesvig, Esrum Kloster i Nordsjælland og Vitskøl Kloster i Himmerland hører til blandt de allerførste teglstensbyggerier i Danmark. I byerne, hvor bindingsværkshusene lå tæt og derfor var de rene brandfælder, begyndte man i 1600-tallet at anvende tegl. Den helt store efterspørgsel kom dog først et par hundrede år senere, da det pga. de mange brande blev lovkrav i købstæderne, at stråtage og trægavle skulle udskiftes med tag- og mursten af tegl. Langsomt fortrængte tegltagstenen de traditionelle tagdækningsmaterialer som strå, træspåner og græstørv.

Middelalderens tegltage var domineret af to typer sten, det vi kalder bæverhaler og munke og nonner. I midten af 1500-tallet kom vingetagstenen til landet og blev hurtigt den mest udbredte. Det er først mod 1800-tallets slutning, at falstagstenen bliver almindelig brugt til dækning af danske tage. 

Betontagsten – et resultat af stigende efterspørgsel

I forhold til tegl, er beton et forholdsvist nyt materiale til tagdækning. I midten af 1800-tallet var efterspørgslen på tegltagsten så stor, at der ligefrem opstod en mangelsituation. Det tvang producenterne til at gå nye veje for at finde andre og tilsvarende gode råstoffer til fremstilling af tagsten. Denne proces blev hjulpet godt på vej af industrialiseringens indtog, der gjorde det muligt at fremstille tagsten både langt mere rationelt og i et større antal.

Det var igen naturen, der leverede råvarerne, nemlig sand, vand og cement, der blev blandet til beton og formet til tagsten. Udgangspunktet for både form og funktion var naturligt nok den velkendte røde vingetagsten. Beton har forlængst bevist sin værdi som et både stærkt og holdbart materiale til tagdækning. Her til lands fik betontagstenen først sit helt store gennembrud i forbindelse med byggeboomet i 1950’erne og 1960’erne, hvor den stærke tagløsning hurtigt blev meget populær. Betontagstenen udmærker sig også ved det store udvalg i farver og overflader. Såvel tegl- som betontagsten er under konstant udvikling mod stadig bedre og mere holdbare produkter, der opfylder forskellige ønsker og behov.

Se på tagets muligheder

Et tag med tegl- eller betontagsten udstråler harmoni. Det er et tegn på, at huset er godt bygget. Taget er husets femte facade og dermed en vigtig del af helhedsindtrykket. Tagstenens bølgede form er ikke blot yderst funktionel, den er også med til at danne en smuk ramme om din bolig – en fryd for øjet. Taget er med til at skabe helhed, og dygtige arkitekter har igennem tiderne forstået at udnytte netop taget, hældningen, former, farver, overflader og materialer, for at give det enkelte byggeri sin helt egen karakter.

I dag er udvalget af tagsten, former, overflader og materialer større end nogensinde, så der er rig mulighed for at sætte sit personlige aftryk på byggeriet.

En flad tagsten giver f.eks. et mere kompakt indtryk, mens en mindre bølge virker mere luftig. En blank, glaseret overflade kan i solskin give dit hus en helt ny dimension.